torsdag den 21. marts 2013

mit længste bekendtskab

Bortset fra en enkelt veninde fra min purre ungdom,som desværre bor meget langt væk, er det ham her, den gamle dreng, der er mit længste bekendtskab. Han hedder Ingolf. Jeg fik ham i 10 års fødselsdagsgave og nu har vi været sammen i 37 år. Han hedder Ingolf efter musen Ingolf i Cirkeline, som jeg på daværende tidspunkt var helt vild med. Man regner vel egentlig ikke med, at et kæledyr man får som 10 årig, kommer til at følge én så længe. Han har aldrig været i hi, mens jeg har haft ham og han er vel omkring 60 år. En dyrlæge skød ham til cirka deromkring. Om vinteren, som nu, bor han mest inde foran brændeovnen, hvor han får varmen fra. Ellers har han et stort bur med varmelampe. Om sommeren tilbringer han dagene i en kasse af europapaller, på græs, hvor han æder blandt andet mælkebøtter. Han bliver taget ind hver aften, for ellers graver han sig ned, og eventuelt ud og tag ikke fejl - han kan skam også klatre i hegn. Mangt og meget er oplevet sammen med ham, gennem årene.

lørdag den 16. marts 2013

Jeg havde egentlig tænkt mig at bede min mand om at købe en grill kylling med hjem, men jeg fortrød, da jeg kiggede over i hjørnet af stuen, hvor de her står, som min søn skulle passe i weekenden. Vores egne høns er kun til æglægning. Vi er vist ikke rigtige "landmænd". De er da bare nuttede - og tillidsfulde og sjove

tirsdag den 12. marts 2013

videre med bogen

Så fik jeg heldigvis gang i skriveriet om at bo på landet, igen. Jeg mangler ikke inspiration, da naturen i særdeleshed forsyner mig med stof. Hver gang der sker noget, skriver jeg nogle stikord, til senere brug, så jeg ikke glemmer noget. Forleden sad en kærhøg hun lige nede på vores flethegn kun 40 m. fra huset. Wav - frem med kameraet, men jeg nåede det ikke, for jeg fumlede af bar ophidselse, og gjorde hvad jeg før har gjort i befippelse - slukkede kameraet i stedet for at klipse billedet. Det skete også ved vadehavet, da en kollosal flok fugle lettede ved et riffelskud.

mandag den 11. marts 2013

Andet end have og natur.

Jeg kan se at min blog nærmest kun handler om have og natur. Indrømmet! Jeg elsker have og natur, men der er jo også så meget andet jeg beskæftiger mig med. Som nu foreksempel, hvor jeg lige har bagt en masse boller og brød. Det skyldes at jeg har fået en røremaskine. Faktisk troede jeg, at jeg holdt så meget af at ælte dejen i hænderne, men efter vi er flyttet herud, i vores skønne gamle hus, er der blevet købt en del brød, selvom jeg inde på vores hjemmeside skriver, at jeg forsøger at bage alt vores brød selv. Det var også lettere med en rigtig ælteplads med marmorplade, som i vores tidligere hus. Her er køkkenbordet nubret og dejen hænger fast i alt, så jeg mistede intertessen. Efter flere års overvejelser, købte vi så maskinen, og at jeg skulle lovprise en maskine havde jeg aldrig forventet, men det gør jeg altså alligevel. Hold op, det er nemt. lige nu bager jeg bare derudaf.

søndag den 3. marts 2013

februar og masser af aktivitet

Selvom sneen lå, om ikke højt, så dog dækkede jorden i februar, så måtte vi bare ud og i haven. Vi Har lavet og opsat et rækkehus til spurvene med hele 10 lejligheder, som vi venter på bliver udlejet. Vi kalder det "Spurveparken", så jeg skal igang med at kreere et skilt til boligerne. Derudover klippede vi det vilde hegn og flyttede vores komposttønde. Det var ikke særlig let, for den væltede og indholdet røg ud. Vi fik reddet de fleste af vores italienske kompostorme, men resten fik hønsene, så de var helt vilde over den uventede kost. Vi havde også besøg af to løsslubne heste, som jeg hjalp med at indfange og så fik en af vores høns et gevaldigt blåt øje, mens en anden af dem faldt død om, efter mange måneders læggenød. De andre billeder jeg har forsøgt at uploade lod sig ikke gøre idag - åbenbart, så nu udgiver jeg med kun et billede

fredag den 1. februar 2013

Skal bærhaven holde flyttedag

Vi er nok mange der kæmper med vand i haverne pt. på grund af smeltevandet, og det faktum at jorden er frossen. Vores have er ingen undtagelse. Faktisk har dele af den stået under vand en tredjedel af tiden vi har haft den. Nu har vi fået anlagt en brønd og den suger alt hvad den kan, så det vil fremover forhåbentlig kun være ved frossen jord og smeltevand, at problemet opstår. Men kan bærhaven tåle at stå under vand, bare i kortere perioder af gangen - det er vi noget i tvivl om???? Måske vi skal flytte samtlige bærbuske. (som alle er plantet sidste eller forrige år), til et mere sikkert sted.????
Der står også lidt grønkål, men hønsene og vi har skrællet dem ret godt.

søndag den 13. januar 2013

Før vinteren slog til igen

Mens der endnu var plusgrader her i januar, nåede vi rigtig på havearbejde. Ærgeligt jeg ikke fik taget et før-billede, så man kunne se forandringen. Men forhaven, som var mere stridt græs og sejlivet ukrudt, fik den helt store tur. Først fjernede vi græs og ukrudt, som tilsyneladende ikke havde ladet sig skræmme af en smule vinter og så kørte vi 5-10 cm. barkflis på. Planen er at bedet kun må indholde følgende planter. De 3 The Fairy roser, der står der. De to hvide dobbelte pæoner, spiraea Antony Watere, dem er der 2 af, 2 lave Hypericum, 6 lavendel Hidcote Blue og så de 10 bourbonroser Heidetraum, som er meget smukke foran huset og fylder tilpas lidt i højden, så vi stadig kan sidde og se ud over markerne. Spændt på, om alle bedets løgvækster (mest tulipaner, Apeldorn), kan finde vej op gennem barkflisen - vi har absolut ingen erfaring med brug af barkflis.